Sapa

I denne weekend har vi været i Sapa. Vi tog afsted torsdag aften, igen brugte vi en del tid på at vente på at bussen skulle ankomme så vi kunne komme afsted. Da bussen endelig kommer er vi blevet våde af regnen og det viser sig at det bestemt ikke er en bus for europæiske mennesker. Der var meget snævert og ydemere var der 3 rækker med sovepladser både oppe og nede. Jeg fik ikke sovet meget på vejen, så da vi ankom til Sapa fredag kl. 6.30 var jeg ikke helt oplagt på at spise morgenmad og så vandreturen i nærområdet. Vi gik langs rismarkerne og de faldefærdige bygninger. Mange af husene så ud til at være bygget af tømmer som blev fundet på vejen. Husene var ligeledes små og man kunne høre alt hvad der foregik indedører, så isolerede er de langt fra. Solen stod højt på himlen det meste af eftermiddagen og det blev noget af en kamp at komme op til hotellet. Jeg var helt rød i hovedet og kunne mærke at jeg så småt var ved at blive skoldet i nakken, øv. Stor frokost menu ventede på os på hotellet, 16 forskellige menuer kunne vi vælge i mellem så det tog sin tid at beslutte sig.
Efter frokost lejede vi 5 scootere som vi fræsede op i bjergene med, det var vildt sjovt. Desværre var min og Katrines scooter punkteret, så den blev ved med at tabe luft. Men hva´ fa´en, vi kom frem og tilbage i god behold og vi havde det vildt sjovt. Savner helt min gamle scooter :) På vores scooter tur var vi ude og se nogle forskellige vandfald, eller vandfald og vandfald? Der var ikke meget vand i dem, så det var ikke så vandet og frodigt som jeg havde håbet på.
Lørdag var grå og trist, vi befandt os inde i en sky hele dagen, så vores 13 km vandretur gennem rismarker og landsbyer var ikke så smuk som jeg havde håbet på. Meget var skjult i tågen og så var det koldt og vådt. Så da frokoster ude i en af landsbyerne var overstået ville jeg gerne bare hjem og have varmen, det ville de andre også, så det var raskt trav fremad. Desværre betød det bare at vi kom til at stå og vente på bussen der skulle køre os tilbage til hotellet, det tog næsten en time før de kom, øv øv øv. Aftensmaden på hotellet var vi nødt til at kaste i hovedet, fordi bussen der skulle køre os tilbage til Hanoi kørte før. Det hele blev lidt kaotiskt og presset, så det var helt dejligt at være hjemme i huset i Hanoi igen søndag morgen kl. 6.
Men det har været en super fed oplevelse, godt nok var bussen og vejret ikke perfekt, men man kan ikke være heldig hver gang :)

Institutionsbeskrivelse

De første 5 uger har jeg tilbragt på HMU, Hanoi Medical University. HMU ligger meget centralt i Hanoi, Dong Da distriktet. Vi arbejder i rehabiliteringscenteret, som er en tilbygning til selve hospitalet. Der kommer både indlagte og ambulante patienter til centeret, og mange af dem kommer både om formiddagen og om eftermiddagen. De fleste patienter har en livsforsikring som dækker et antal behandlinger, patienterne må selv betale for resten. På HMU kommer der mange forskellige patienter, men jeg har dog set flest som har nakke eller lændesmerter pga. at de sidder eller arbejder meget i dårlige stillinger. Derudover er der også mange trafikskader og apopleksier.

Vi har ikke meget plads at gøre godt med på HMU. Vi har to forholdsvis fornuftige rum, i det ene er der 7 brikse i og i det andet er der 3. Jeg har brugt mest tid inde i det største rum med 7 brikse. Der er ikke noget der hedder skærme eller andet forhæng, så alt hvad der foregår der inde bliver vist til alle. Der står dog en lille foldeskærm nede i det ene hjørne, jeg har kun set det blive brugt to gange og det var til en dame der skulle have varmelampe på det ene bryst. Tilgengæld har de heller ikke noget at bruge skærmene til, da al behandling foregår med tøj på. I det andet rum med brikse blver der opbevaret redskaber i form af bolde i lidt forskellige størrelser, elastikker og modelervoks. Der er også en talepædagog på stedet og hun har et rum for sig selv. Her står der maskiner til øjnene og en hel masse legetøj som hun bruger til at bevarer børnenes interesser/koncentration. Til sidst er der selvfølgelig også nogle toiletter som ikke er til at råbe hurra for.
Personalet er blandet, der er en læge som har hovedansvaret for undersøgelse og stillingtagende til diagnose, der er en fys. med en 4 årrig uddannelse, der er 4 fysser med en 2 årrig uddannelse og tilsidst er der talepædagogen. De er meget stillet efter hiaki, dvs. at når lægen har undersøgt en patient og besluttet en behandling så kan fysserne ikke gøre andet end at gøre hvad der bliver sagt. De kan ikke bare lave om på behandlingen selvom de har en anden hypotese, dette har vi danske studerende haft mange diskussioner med dem om, hvor det nogen gange har endt med at fyssen med den 4 årrige uddannelse har sagt at han var enige med os, men der var ikke noget at gøre.

Rehabiliteringen gør et stort stykke arbejde for at hjælpe deres patienter, men deres behandlinger ser ikke altid ud til at have den store effekt på længere sigt. Fysserne med den 2 årrige uddannelse mangler deres teori og fyssen med den 4 årrige uddannelse har svært ved at koble teori og behandling sammen.

Hua Lu

Lørdag den 25. februar stod på en tur til Hua Lu. Det ligger ca. 100 km nord for Hanoi.
Vi stod klar på afrejse stedet 10 minutter før tid, men bus og guide var over en time forsinkede, så det var lidt spild af tid. Busturen var ligesom turen til national parken, bumlende og meget urolig så det var stort set umuligt at sove lidt på vejen.
Vi var fremme ved Hua Lu omkring middagstid og startede med at spise frokost. Herefter blev vi smidt 2 og 2 ned i en lille blikspand. Sejlturen var utrolig smuk, jeg tog så mange billeder at mit kamera løb tør for batteri, øv. Ombord i bådene var der også en til at ro, her så vi hvordan man kan ro med fødderne når man bliver træt i armene, det var en spændende teknik, men jeg er ikke i tvivl om at der nok skal blive problemer med led og muskler. Vi sejlede igennem små grotter og langs med fuldstændingt lodrette bjergvægge, og så var der næsten øredøvende stille når man sammenligner med byens larm. Efter sejlturen stod det på en cykeltur, der var ikke så meget andet at se end bjergene på afstand og så en ko eller ged i ny og næ. Men det var hyggeligt og en anden måde at fragte sig selv på (vi er jo blevet vandt til taxa og bus). Vi sluttede dagen af med at se nogle templer, vores guide var ikke super god til engelsk, så når han fortalte om historien bag kunne jeg ikke helt få sammenhæng i det. Inde i templerne var der selvfølgelig lavet plads til at folk kunne give offergaver, det var nogle sjove ting der lå iblandt: sodavand, kiks, kager, plastikblomster mm.
Jeg syntes at turen var rigtigt god og så gav vi kun 480.000 dong per person, det svarer til ca. 130 kr. så det er langtfra dyrt. Det var inkl. transport frem og tilbage, guide, frokost og de overnævnte seværdigheder.

Cuc Phuong National Park

Fredag tog vi alle på tur til  Cuc Phuong National Park, det var en udemærket tur. Guiden snakkede godt engelsk, han mente blot at alt skulle gentages 2-3 gange.
Vi fik vandret en masse op og ned at glatte smalle stentrapper hvor der ikke var noget gelænder til, så tror jeg satte livet på spil et par gange.
Vi fik set en grotte, hvor guiden fortalte at en dame og hendes barn sidder forstenet pga. sorg, manden er nemlig blevet dræbt af en tiger. Vi så også et over 1.000 år gammelt træ som guiden fortalte at man ikke må snitte i, da man så ikke respektere deres gud og naturen. vi sluttede af med at besøge et internat for aber og skildpadder.

Fødselsdag i Vietnam

Så blev det min 23 års fødselsdag, dagen har været helt perfekt, har godt nok manglet min familie, men mine klassekamerater har taget rigtigt godt hånd om mig.
Der var gjort morgenbord klar med spejlæg og gaver, jeg havde ikke regnet med at de ligefrem ville give mig gaver så det var en meget stor overraskelse.

I praktikken fik jeg lov til at behandle ming første patient, dog kan jeg ikke helt forstå hvorfor lige denne patient skulle have massage på m. deltoideus, men pyt, jeg fik i det mindste lov til at lave noget.

Aftenen regner jeg med kommer til at stå på hygge her hjemme, om det bliver med spil, film eller andet gøjl går jeg ikke så højt op i.

Tak for en dejlig dag F10 a/b

Weekend hygge og afslapning

Så er weekenden snart gået. Den har været dejlig stille og rolig, men har stadig fået oplevet lidt.
I fredags tog vi en tur i den store internationale biograf i Vincom, her så vi Sherlock Holmes. Hold da op hvor var der skruet højt op for lyden, og det hjalp heller ikke at vi sad på 2. række :) Men det var en oplevelse.
Lørdag tøffede vi rundt på et krigsmuseum i et par timer, det var sjovt at se alle de forskellige våben, dog manglede man noget historie så man kunne koble tingene sammen. Mange af teksterne stod på vietnamesisk og hvis de endelig var blevet overdat til engelsk, var det kun et par sætninger eller 3. Aftenen sluttede vi af herhjemme med en god gang "Pigen der legede med ilden".
Idag kommer den til at stå på en tur til Big C centeret, hvor man kan købe alverdens ting, alt fra tallerkner, tøj og dyner til madprodukter.

Den første uge på HMU

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, denne uge har været lidt skuffende da vores vietnamesiske vejleder ikke aner hvor langt vi er i vores uddannelse og hun vil ikke lade os røre ved patienterne så længe vi ikke har kitel på (dem har vi lige hentet idag efter praktikken). Vi har ikke lavet andet end at stå og observere. De største forskelle mellem Danmark og Vietnam hvad fysioterapi angår er: de har meget lidt patientkontakt, de er undertrykket lægerne derfor går de ikke ind selv og laver test, dem der har uddannelsen på 2 år kan meget praktisk men har intet teoretisk, dvs. at alle patienter bliver delt ind i 4 kategorier og alt efter hvilken kategori de er i får de en behandling efter dette, der bliver ikke taget personlige hensyn.På HMU er der vores vejleder som er læge, doktor Huyen, hun er dygtig til at tale engelsk men forståelsen smutter end gang i mellem og der sker misforståelser. Så er der mr. Deo som har en 5 års uddannelse indenfor fysioterapi, han kan rigtigt meget teori men har svlrt ved at lave det på patienterne. Han taler godt engelsk men ligesom lægen kniber det med forståelsen. derudover er der 4 studerende, Vinh, Hien, Phap og Mai som utroligt gerne vil se hvad vi laver når vi øver os på hinanden. De taler meget dårligt engelsk, men har gåpåmod. Allerede i løbet af de 4 dage der er gået kan vi se en udvikling i deres behandlinger, før var de meget grove i deres hænder nu er de noget mere rolige.
På mandag har vi som sagt vores kitler og vi håber meget på at vi så får lov til at få nogle patienter vi kan behandle og følge de næste 4 uger.

Nu ser jeg frem til en velfortjent weekend.