Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, denne uge har været lidt skuffende da vores vietnamesiske vejleder ikke aner hvor langt vi er i vores uddannelse og hun vil ikke lade os røre ved patienterne så længe vi ikke har kitel på (dem har vi lige hentet idag efter praktikken). Vi har ikke lavet andet end at stå og observere. De største forskelle mellem Danmark og Vietnam hvad fysioterapi angår er: de har meget lidt patientkontakt, de er undertrykket lægerne derfor går de ikke ind selv og laver test, dem der har uddannelsen på 2 år kan meget praktisk men har intet teoretisk, dvs. at alle patienter bliver delt ind i 4 kategorier og alt efter hvilken kategori de er i får de en behandling efter dette, der bliver ikke taget personlige hensyn.På HMU er der vores vejleder som er læge, doktor Huyen, hun er dygtig til at tale engelsk men forståelsen smutter end gang i mellem og der sker misforståelser. Så er der mr. Deo som har en 5 års uddannelse indenfor fysioterapi, han kan rigtigt meget teori men har svlrt ved at lave det på patienterne. Han taler godt engelsk men ligesom lægen kniber det med forståelsen. derudover er der 4 studerende, Vinh, Hien, Phap og Mai som utroligt gerne vil se hvad vi laver når vi øver os på hinanden. De taler meget dårligt engelsk, men har gåpåmod. Allerede i løbet af de 4 dage der er gået kan vi se en udvikling i deres behandlinger, før var de meget grove i deres hænder nu er de noget mere rolige.
På mandag har vi som sagt vores kitler og vi håber meget på at vi så får lov til at få nogle patienter vi kan behandle og følge de næste 4 uger.
Nu ser jeg frem til en velfortjent weekend.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar