Sapa

I denne weekend har vi været i Sapa. Vi tog afsted torsdag aften, igen brugte vi en del tid på at vente på at bussen skulle ankomme så vi kunne komme afsted. Da bussen endelig kommer er vi blevet våde af regnen og det viser sig at det bestemt ikke er en bus for europæiske mennesker. Der var meget snævert og ydemere var der 3 rækker med sovepladser både oppe og nede. Jeg fik ikke sovet meget på vejen, så da vi ankom til Sapa fredag kl. 6.30 var jeg ikke helt oplagt på at spise morgenmad og så vandreturen i nærområdet. Vi gik langs rismarkerne og de faldefærdige bygninger. Mange af husene så ud til at være bygget af tømmer som blev fundet på vejen. Husene var ligeledes små og man kunne høre alt hvad der foregik indedører, så isolerede er de langt fra. Solen stod højt på himlen det meste af eftermiddagen og det blev noget af en kamp at komme op til hotellet. Jeg var helt rød i hovedet og kunne mærke at jeg så småt var ved at blive skoldet i nakken, øv. Stor frokost menu ventede på os på hotellet, 16 forskellige menuer kunne vi vælge i mellem så det tog sin tid at beslutte sig.
Efter frokost lejede vi 5 scootere som vi fræsede op i bjergene med, det var vildt sjovt. Desværre var min og Katrines scooter punkteret, så den blev ved med at tabe luft. Men hva´ fa´en, vi kom frem og tilbage i god behold og vi havde det vildt sjovt. Savner helt min gamle scooter :) På vores scooter tur var vi ude og se nogle forskellige vandfald, eller vandfald og vandfald? Der var ikke meget vand i dem, så det var ikke så vandet og frodigt som jeg havde håbet på.
Lørdag var grå og trist, vi befandt os inde i en sky hele dagen, så vores 13 km vandretur gennem rismarker og landsbyer var ikke så smuk som jeg havde håbet på. Meget var skjult i tågen og så var det koldt og vådt. Så da frokoster ude i en af landsbyerne var overstået ville jeg gerne bare hjem og have varmen, det ville de andre også, så det var raskt trav fremad. Desværre betød det bare at vi kom til at stå og vente på bussen der skulle køre os tilbage til hotellet, det tog næsten en time før de kom, øv øv øv. Aftensmaden på hotellet var vi nødt til at kaste i hovedet, fordi bussen der skulle køre os tilbage til Hanoi kørte før. Det hele blev lidt kaotiskt og presset, så det var helt dejligt at være hjemme i huset i Hanoi igen søndag morgen kl. 6.
Men det har været en super fed oplevelse, godt nok var bussen og vejret ikke perfekt, men man kan ikke være heldig hver gang :)

Institutionsbeskrivelse

De første 5 uger har jeg tilbragt på HMU, Hanoi Medical University. HMU ligger meget centralt i Hanoi, Dong Da distriktet. Vi arbejder i rehabiliteringscenteret, som er en tilbygning til selve hospitalet. Der kommer både indlagte og ambulante patienter til centeret, og mange af dem kommer både om formiddagen og om eftermiddagen. De fleste patienter har en livsforsikring som dækker et antal behandlinger, patienterne må selv betale for resten. På HMU kommer der mange forskellige patienter, men jeg har dog set flest som har nakke eller lændesmerter pga. at de sidder eller arbejder meget i dårlige stillinger. Derudover er der også mange trafikskader og apopleksier.

Vi har ikke meget plads at gøre godt med på HMU. Vi har to forholdsvis fornuftige rum, i det ene er der 7 brikse i og i det andet er der 3. Jeg har brugt mest tid inde i det største rum med 7 brikse. Der er ikke noget der hedder skærme eller andet forhæng, så alt hvad der foregår der inde bliver vist til alle. Der står dog en lille foldeskærm nede i det ene hjørne, jeg har kun set det blive brugt to gange og det var til en dame der skulle have varmelampe på det ene bryst. Tilgengæld har de heller ikke noget at bruge skærmene til, da al behandling foregår med tøj på. I det andet rum med brikse blver der opbevaret redskaber i form af bolde i lidt forskellige størrelser, elastikker og modelervoks. Der er også en talepædagog på stedet og hun har et rum for sig selv. Her står der maskiner til øjnene og en hel masse legetøj som hun bruger til at bevarer børnenes interesser/koncentration. Til sidst er der selvfølgelig også nogle toiletter som ikke er til at råbe hurra for.
Personalet er blandet, der er en læge som har hovedansvaret for undersøgelse og stillingtagende til diagnose, der er en fys. med en 4 årrig uddannelse, der er 4 fysser med en 2 årrig uddannelse og tilsidst er der talepædagogen. De er meget stillet efter hiaki, dvs. at når lægen har undersøgt en patient og besluttet en behandling så kan fysserne ikke gøre andet end at gøre hvad der bliver sagt. De kan ikke bare lave om på behandlingen selvom de har en anden hypotese, dette har vi danske studerende haft mange diskussioner med dem om, hvor det nogen gange har endt med at fyssen med den 4 årrige uddannelse har sagt at han var enige med os, men der var ikke noget at gøre.

Rehabiliteringen gør et stort stykke arbejde for at hjælpe deres patienter, men deres behandlinger ser ikke altid ud til at have den store effekt på længere sigt. Fysserne med den 2 årrige uddannelse mangler deres teori og fyssen med den 4 årrige uddannelse har svært ved at koble teori og behandling sammen.